BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at indgå i et aktivt team omkring efterretningstjenesten ved 2. Brigade, og til at indgå i brigadens mange uddannelsesaktiviteter og øvelser? Så har efterretningssektionen en ledig stilling som sektionschef.
Om os
2. Brigades enheder består af opklaringsbataljonen på Bornholm, den lette infanteribataljon i Haderslev, panserbataljonen og uddannelsesbataljonen i Holstebro samt uddannelsesbataljonen i Slagelse. Derved har vi opgaver indenfor rammerne af både Hærens Basisuddannelse, Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse og Stående Reaktionsstyrke, og er samtidig ansvarlig for teknisk og taktisk udvikling inden for de tre kapacitetsområder: Opklaring, kampvogne og let infanteri.
Brigadestaben skal kunne opstilles som et hovedkvarter med hele eller dele af staben, der kan indgå i internationale operationer eller nationale opgaver i hele kongeriget, herunder ved terroranslag, større naturkatastrofer og tilsvarende.
Brigadechefen varetager funktionen som tjenestegrensansvarlig chef for kamptropperne, hvilket bl.a. indebærer, at brigaden er ansvarlig for styrkeudvikling og uddannelsesudvikling af kamptropperne på tværs af begge brigader. Vi er endvidere overordnet ansvarlige for uddannelse af enheder til nationale og internationale operationer. Det betyder bl.a., at brigaden er ansvarlig for den indsættelsesspecifikke uddannelse, der gennemføres under Mission Rehearsal Training, Mission Rehearsal Exercise og Live Firing Exercise.
2. Brigade har derudover som erklæret mål at være Hærens førende i anvendelsen og udviklingen af reservestyrken, hvilket vi vil opnå ved professionel bemanding, uddannelse og vilje til at deltage i brigadens og bataljonernes aktiviteter og opgaver, både nationalt og internationalt.
Geografisk er 2. Brigades hovedkvarter placeret på Gardehusarkasernen i Slagelse.
Om stillingen
Som chef for efterretningssektionen har du det overordnede ansvar for at sikre, at sektionens mangeartede og ofte komplekse og udviklingsorienterede opgaver løses bedst muligt under hensyntagen til Hærens overordnede prioritering og rådige ressourcer.
Som chef for efterretningssektionen er du ansvarlig for sektionens efterretningsmæssige produkter til brigadens uddannelsesaktiviteter, samt i forbindelse med de øvelser brigaden deltager i. Du sikrer det bedst mulige grundlag for uddannelse af Brigadens enheder, baseret på de seneste efterretninger fra verdens brændpunkter, og sætter stolthed i at levere velfunderede og operationalisérbare anbefalinger til Brigadens ledelse.
Du vil få berøringsflade med chefer og sagsbehandlere ved Hærens myndigheder og Hærkommandoen. Stillingen vil give dig indgående indblik i Hærens organisation og processer og du vil få en væsentlig rolle ift. forligsimplementering af de initiativer, der vedrører 2. Brigade.
Du har tæt berøringsflade med øvrige dele af brigadestaben, bl.a. i stabens tværgående Mission Planning Teams, som varetager uddannelsen til INTOPS.
Du skal forvente at gennemføre sagsbehandling af tungere komplekse enkeltsager, der skal udarbejdes for brigadens ledelse, og til tider med kort frist.
Du har ligeledes ansvaret for Brigadens sikkerhedstjeneste, som varetages af en sikkerhedsofficer, og du forventes at have en naturlig interesse for militær sikkerhed og informationssikkerhed.
Du er en afgørende del af operations- og planlægningscenteret, og vil sammen med den øvrige besætning få en stor indflydelse på brigadens føring og planudgivelse. Din opgave indeholder også behovet for at levere rettidige og relevante efterretninger om kamppladsen, og du bidrager til vurderinger af modstanderens handlingsmuligheder, som brigadechefen og bataljonerne kan anvende til planlægning og gennemførelse af operationerne.
Du vil skulle deltage i studieperioder, stabsøvelser, taktisk træner og feltøvelser i forbindelse med brigadens uddannelse af bataljonerne eller uddannelse af brigadestaben selv. Aktiviteterne har typisk en varighed på 2-5 dage, idet øvelser kan være op til 7-10 døgn.
I stillingen vil du referere til stabschefen for 2. brigade.
Om efterretningssektionen (G2).
Sektionen består af fem fastansatte: En sektionschef, tre efterretningsofficerer og en efterretningsbefalingsmand. Herudover indgår der for tiden otte meget kvalificerede reservister via rådighedskontrakt: Fem officerer, to efterretningsbefalingsmænd og en efterretningshjælper. Du vil ved ansættelsen stå i spidsen for dette team!
Efterretningssektionen arbejder med at omsætte efterretninger til effekt for den daglige uddannelse af brigadens enheder. Det gør sektionen både i forhold til uddannelsen af enheder til internationale operationer og nationalt beredskab, men også i forhold til den daglige uddannelse af enheder i forbindelse med enhedsuddannelse og i forbindelse med brigadens uddannelsesaktiviteter. Sektionen bidrager desuden til alle dele af brigadens taktiske hovedkvarter, hvor stabsarbejde, operative overvejelser og føring gennemføres.
Sektionen arbejder blandt andet med:
• Som del af brigadens Mission Planning Teams behandles efterretninger om aktører og situationen i missionsområder, der omsættes til vurderinger og anbefalinger for uddannelsen.
• Bidrag til uddannelse af brigadens enheder i forbindelse med brigadens uddannelsesaktiviteter.
• Efterretningsspecifikke bidrag til taktiske planer i forbindelse med brigadens aktiviteter og øvelser.
• Kontrol og gennemførelse af militær sikkerhed ved staben og underliggende enheder.
Sektionen arbejder som en helhedsorienteret efterretningssektion, der leverer det, som er efterspurgt. Der er fokus på at gøre en forskel til gavn for uddannelsen. Vi forstår, at viden er irrelevant, førend den bliver bragt i anvendelse.
Om dig
Du er motiveret og har en professionel profil.
Du har gennemført Videreuddannelsestrin II for ledere (VUT-II/L), Master i militære studier (MMS) eller ækvivalerende, og gerne Operations- og Føringsuddannelsen (OFU),
og har forud herfor, gjort tjeneste som delingsfører og underafdelingschef (ønskeligt). Hvis du er i gang med eller er optaget på MMS, vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale.
Det er en fordel, hvis du har arbejdet som EO tidligere og har uddannelser inden for efterretningsområdet, samt erfaringer fra internationale operationer.
Du har styr på igangværende sager og bevarer overblikket, når der er mange jern i ilden.
Du er god til at formidle dine synspunkter og holde kolleger og foresatte opdateret. Du evner at delegere, motivere og udvikle dine medarbejdere. Du evner at sikre kvaliteten i stabens produkter og støtte til underlagte enheder. Du har erfaring med stabsarbejde fra enten BTN eller højere stabe.
Du skal ønske at opnå størst mulige kompetencer i stabsprocedurer, analogt som digitalt, taktisk forståelse for både egne enheder og modstanderen, opbygning og kendetegn ved modstanderens enheder og procedurer samt analyse af kamppladsen i både stabiliseringsoperationer og kampoperationer.
Du skal kunne arbejde på engelsk og kunne tilegne dig de nødvendige NATO-termer i både mundtlige og skriftlige arbejder. Føringssproget på øvelser er engelsk.
Du skal kunne arbejde fokuseret og ambitiøst i længere perioder af gangen, og være kreativ og nytænkende i dine analyser og opgaveløsninger.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet. Du skal, til denne stilling, kunne sikkerhedsgodkendes til ”Hemmeligt”.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Fast tjenestested vil være i Slagelse
KONTAKT OG ANSØGNING
Nærmere oplysninger om stillingsindholdet kan fås ved henvendelse til sektionschefen for efterretningssektionen kaptajn Teit Demandt Klaumann (2BDE-G2-01@MIL.DK), tlf. 728 33021 eller stabschef for 2. Brigade oberstløjtnant Frederik B. Calundan (2BDE-STCH@MIL.DK) tlf. +45 5168 8208.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent kaptajn Thomas Gjøll Hansen på telefon 32 66 59 08 eller på mail: FPS-THH@fiin.dk
Ansøgningsfristen er den 25. juni 2023. Ansættelsessamtaler vil blive gennemført umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.
Stillingen er til besættelse snarest fra 1. august 2023.
Forsvarsministeriets organisation er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Antvorskov Kaserne, Charlottedal Alle 4, 4200 Slagelse
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=183658&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5847644