Torsdag klokken 17.40 bemærkede lokalpolitiet en 25-årig mand fra Slagelse, der røg en joint på Jacob Dampes Vej. Manden var i færd med at starte sin knallert, da politiet greb ind.
Ved en visitation fandt betjentene en klump hash på et gram samt små poser indeholdende i alt fire gram kokain. De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og den 25-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Mens politiet arbejdede på stedet, kørte en bil forbi, og en mand råbte "fucking pansersvin" efter betjentene. Politiet har en formodning om mandens identitet, og han kan forvente en henvendelse fra dem.