Politiet standsede lørdag aften klokken 20.52 en bil på Ndr. Ringgade i Slagelse, efter føreren i første omgang nægtede at standse. Kort efter holdt føreren, en 26-årig mand fra Slagelse, ind til siden.
Den 26-årige virkede påvirket og blev anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel. Det viste sig, at han ikke havde noget kørekort, hvilket førte til en sigtelse for kørsel i frakendelsestiden.
Ved en efterfølgende undersøgelse af bilen fandt politiet receptpligtige piller, hvilket resulterede i en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. I bagagerummet blev der desuden fundet syv flasker lattergas, der vejede i alt 2.186 gram, samt en halv flaske vodka. Dette medførte yderligere sigtelser for overtrædelse af lov om markedsføring og besiddelse af lattergas samt lov om farligt gods.
Den 26-årige blev løsladt klokken 22.15, efter der var taget blodprøver på sygehuset.