Natten til lørdag blev politiet tilkaldt til Frederiksgade i Slagelse, hvor en meget højtråbende kvinde sad på fortovet. Kvinden nægtede at oplyse sit navn og fødselsdag og blev derfor anholdt klokken 1.52.
I forbindelse med anholdelsen blev kvinden sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. Under transporten i politibilen sparkede kvinden ud efter betjentene. En betjent blev ikke ramt, men en anden betjent blev ramt på skulderen.
Kvindens identitet blev fastlagt som en 27-årig fra Slagelse. Hun blev yderligere sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, forsøg på vold mod politiet samt vold mod politiet. Efter anholdelsen blev den 27-årige taget med til politistationen i Næstved og blev løsladt igen klokken 3.46.