Onsdag aften blev politiet kaldt til Anemonevej i Næstved, hvor en 70-årig mand blev overfaldet af to mænd ud for sin lejlighed. Overfaldet resulterede i, at den ældre mand modtog flere slag i ansigtet og efterfølgende måtte køres til behandling på sygehuset i Slagelse.
Det formodes, at overfaldet er udsprunget af nabostridigheder. Vidner på stedet udpegede hurtigt to formodede gerningsmænd, en 58-årig og en 56-årig mand fra lokalområdet, som politiet anholdt klokken 22.14. De to mænd blev sigtet for vold og taget med til afhøring på politistationen i Næstved, hvorefter de blev løsladt igen kort efter midnat.