BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Antvorskov Skole søger to afdelingsledere
Vi ændrer vores ledelsesstruktur og har derfor brug for to nye afdelingsledere. Du får ansvaret for enten mellemtrinnet eller udskolingen. Begge stillinger er med 50% ledelse og 50% AKT.
Opgaven er at understøtte lærerne gennem observation af og deltagelse i undervisningen samt give sparring og feedback til de enkelte lærere og teams. I samarbejde med lærerne, og de øvrige AKT-vejledere og inklusionsvejledere, skal du være med til at udvikle læringsmiljøet på de enkelte årgange.
Du mener, at specialpædagogik og god pædagogik er to sider af samme sag og at skolens opgave er at understøtte en god pædagogisk praksis for den elevgruppe, der går på skolen og i den enkelte klasse.
Du har organisatorisk overblik og ved, at du først lykkes med din ledelse når lærere, pædagoger og ledelseskolleger også lykkes. Samtidigt evner du selv at være i forandring som leder, er rodfæstet under pres og tager ansvar for en vellykket udvikling.
Du refererer direkte til skolelederen. Den samlede ledelse består pr. 1. oktober af skoleleder, afdelingsleder for indskolingen (souschef), SFO-leder, afdelingsleder for mellemtrinnet og afdelingsleder for udskolingen.
Antvorskov Skole er en 4-5 sporet folkeskole med godt 1000 elever fra 0.-9. klasse. Vi har NEST-tilbud for normaltbegavede elever med autisme og en specialklasserække for normaltbegavede elever, som udviser vanskeligheder i forhold til socialt samspil, kontakt, kommunikation, forestillingsevne samt adfærd og emotionel regulering. Den viden, der skabes gennem arbejdet i de specialiserede tilbud bruges til at udvikle læringsmiljøet i skole og fritid, så flere elever kan trives og udvikle sig inden for almenområdet.
Du har således mulighed for at blive en del af en skole og SFO, hvor vi i fællesskaber arbejder struktureret og vedholdende for at opnå vores vision og mission:
Elever, der går på Antvorskov Skole er med til at videreudvikle og opbygge klimabevidste og socialt bæredygtige og demokratiske samfund, hvor alle oplever sig kompetente, føler sig trygge og som en del af fællesskabet. De er mentalt og fysiske sunde og kan mestre fremtiden i en globaliseret verden, hvor evnen til at indgå i og bidrage til positive fællesskaber er fundamental.
Vi vil være en skole, der forholder sig til og inddrager elevernes interesser og ønsker i undervisningen og SFO. Vi forholder os aktivt til den pædagogiske udvikling lokalt, nationalt og internationalt. Gennem motiverende, anerkendende og fællesskabende læringsmiljøer arbejder vi for at danne elever med høj faglighed og trivsel, der udnytter deres fulde potentiale. Vi sætter fokus på kreativitet og innovation, ligesom vi forholder os til muligheder og konsekvenser af ny teknologi og inddrager denne i vores undervisning. Gennem målrettet planlægning og evaluering udvikler vi i fællesskab vores undervisning og læringsmiljøer i skole og SFO.
Vi søger at opnå vores mission gennem
- Professionelle læringsfællesskaber
- Vedholdenhed
- Struktureret forældresamarbejde baseret på positive relationer og forventninger
- Professionel relationskompetence
- En hverdag præget af struktur under de voksnes tydelige ledelse
- Deltagelse i skoleudvikling lokalt og på landsplan
Vi har brug for dig,
der aktivt og helhjertet går ind for vores vision og mission og har en stærk profil indenfor arbejdet med fællesskabende læringsmiljøer. Du er en synlig leder, der er klar til at møde elever, personale, forældre og eksterne samarbejdspartnere med åbent sind og blik for muligheder. Du ved af erfaring, at en god skole udvikles i fællesskab. Du skal være med til at sætte retning og sikre følgeskab samtidig med, at du kan arbejde teambaseret i ledelse. Du har stor tillid til skolens medarbejdere, og ønsker at arbejde henimod en skole, hvor de enkelte teams – inden for skolens og kommunes rammer – selv træffer de gode pædagogiske beslutninger. I samarbejdet bidrager du med en god portion humor, empati og solid faglighed. Herudover udviser du mod og handlekraft, når beslutninger skal træffes.
Hvad har du med... Du
- skal være uddannet lærer
- har erfaring med formel eller distribueret ledelse og organisationsudvikling
- skal være stærk på relationer, hvor det falder dig naturligt at lytte og medinddrage
- skal være fagligt velfundereret og være opdateret på den nyeste viden om fællesskabende læringsmiljøer.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst.
Stillingerne er til besættelse 1. oktober
Kommunens ansættelsespolitik indebærer, at der ved ansættelse indhentes referencer fra tidligere og nuværende arbejdssteder.
Ved ansættelse indhentes straffeattest og børneattest. Ansættelsen vil være betinget af at disse er tilfredsstillende.
Hvis du vil høre mere
om stillingerne er du velkommen til at kontakte
- skoleleder Peter Haldor Hansen på telefon 24 61 86 93
Ansøgningsfrist
- 22. august 2024
Ansøgning, CV, og anden relevant dokumentation skal sendes via linket 'Søg stillingen'
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Antvorskov Skole, Sejerøvej, 4200 Slagelse
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 22-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6092515