BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du stå i spidsen for en veldrevet afdeling, hvor god patientbehandling og øget sundhed for borgerne i Region Sjælland er drivkraften i det daglige arbejde? Og brænder du for ledelse af det hele menneske, hvor medarbejderne ses som individer med hjerne, hjerte og individuelle kompetencer og værdier- som samles i et fællesskab, hvor det er trygt, sjovt og udviklende at gå på arbejde? Så får du her en unik mulighed for at sætte dit aftryk i en forandringsparat og udviklende afdeling, hvor talentet og interessen for ledelse prioriteres højt og værdsættes.
Et udviklende og bæredygtigt lederliv i afdeling med særlig ånd
Vi ved, at vores faglige og sociale fællesskaber får medarbejdere og ledere til at køre til lige netop vores afdeling. Nogle siger, at der er en særlig ånd i afdelingen. Vi ser den blandt andet som en nærværende, omsorgsfuld og nysgerrig tilgang til mennesker – både patienter og kolleger.
Vi prioriterer trivsel i hverdagen højt, og vi tror på, at patientsikkerhed, faglig udvikling, uddannelse og arbejdsmiljø alle er sider af samme sag og noget, som vi udvikler sammen.
Hos os vil du opleve, at der er plads til et udviklende og bæredygtigt lederliv, hvor vi sammen prioriterer kerneopgaver og finder tid til læring, udvikling og strategi, samtidig med at fritid og familieliv skal balancere. Vi er optaget af regenerativ ledelse, der understøtter mulighed for restitution og nye måder at agere på som leder.
Det er vigtigt, at du som Cheflæge har øje for og lyst til den brede ledelse af alle afdelingens afsnit, og alle faggrupper, i et tæt samarbejde med vores dygtige mellemlederteam. Den lægelige ledelsesreform er fuldt implementeret i afdelingen og består af en Ledende Overlæge i hhv. obstetrik, gynækologi og uddannelse.
Forventninger og ønsker til dig som ny Cheflæge
Vi forventer, at du er læge af baggrund med en vis portion ledererfaring – gerne på afdelingsledelsesniveau - som du gerne har suppleret med ledelsesmæssig videreuddannelse.
Det er afgørende, at du har en ledelsesmæssig virkelyst og en faglig vision for specialet.
Du besidder en synlig og udadvendt ledelsesstil og udviser gennemslagskraft i ledelsesmæssige forhold.
Det er en fordel, hvis dit hjerte banker for at gøre en forskel for netop vores patientgruppe, hvoraf en del har en sårbar baggrund.
Du skal have et ønske om at styrke og udvikle afdelingens velfungerende arbejdsmiljø, da arbejdsmiljø og klinisk kvalitet hænger tæt sammen for os.
Sammen med vores Ledende Chefjordemoder, Signe Gaub Østerskovgaard, vil du indgå i et ligeværdigt samarbejde og sætte retning for den videre faglige og forskningsmæssige udvikling i afdelingen.
Vi søger en brobygger, der kan udvikle og forløse potentiale – både i individer og afdelingen som helhed.
Hos os får du engagerede medarbejdere, mulighed for udvikling og en hverdag i moderne faciliteter
Som ny cheflæge kan se du frem til:
- Ledelsesmæssig opbakning og mod til at du kan gøre en forskel
- En afdeling bestående af dygtige engagerede medarbejdere på tværs af faggrupper
- En dedikeret sygehusledelse, som har ambitioner på dit område og prioriterer tæt sparring
- Mulighed for, at du kan udvikle dine ledelsesevner
- Er du på vej i din lederkarriere, tilbyder vi en formaliseret lederuddannelse, for eksempel en Master i Ledelse
- Fællesskab og ledelsessparring fra en velfungerende kreds af afdelingsledelser på NSR
- En hverdag i moderne faciliteter på et sygehus, hvor innovation og bæredygtighed er i fokus
En afdeling med spændende udviklingstiltag, forskning og 2000 fødsler og operationer
I foråret 2018 flyttede afdelingen ind på Slagelse Akutsygehus. Optageområdet er den sydvestlige del af Sjælland samt visiterede fødsler fra Lolland og Falster.
Vi er det første fødeafsnit i Danmark, hvor alle fødende tilbydes en sansefødestue. Vi har ca. 2000 fødsler årligt og føder med gravide fra uge 28. Vi har et tæt samarbejde med Børne- og Ungeafdelingens neonatalafsnit, der ligger i direkte forbindelse med Mor-barn afsnittet. Vores Familieambulatorie har regionsfunktion.
Gynækologien varetager en bred vifte af udredning og behandling af benigne og urogynækologiske lidelser samt udredning og palliation af onkologiske lidelser. Vi har ca. 2000 gynækologiske operationer om året og udfører både laparoskopiske, hysteroskopiske, vaginale, åbne og robotassisterede indgreb. Langt de fleste operationer foregår som sammedagskirurgi.
Vi har desuden gang i mange spændende udviklingstiltag: Vi er godt i gang med opbygge forskning i afdelingen, udvikling af Projekt Familiernes Hus til fordel for de mest sårbare familier, behandlerstuer i gynækologisk ambulatorie med mindre vaginale indgreb samt minihysteroskopi, udvikling af føtalmedicinen og tæt samarbejde med andre afdelinger på NSR. Vi søger en Cheflæge, der vil være med til at tænke det hele ind i fremtidens bæredygtige sundhedsvæsen.
Ledelse på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse – Sammen er vi bedst
Ledelsesgrundlaget for Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse bygger på et tværfagligt samarbejde. Vi har altid patienten i centrum, og det gør vi i fællesskab på tværs af faggrupper, specialer, afdelinger og sektorer.
Vores vision er, at ”Sammen er vi bedst”. Det ligger dybt i vores arbejdsmetode og vi ved, at samarbejdet med hinanden, med patienten og med vores omgivelser er det, der baner vejen og løfter kvaliteten på vores sygehuse.
Det handler om, at vi alle sammen skal være stolte af at arbejde på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse. Den kultur skaber vi sammen ved at tale hinanden op – uanset rolle, faglighed eller arbejdssted – da det er igennem vores fælles, gode samarbejde, at vi kan gøre en forskel for vores patienter og for vores egen trivsel på sygehusene.
Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat 1. januar 2024. Ansættelse sker på overenskomstmæssige vilkår efter aftale med forhandlingsberettiget organisation.
Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte Vicedirektør Anne Grethe Larsen agla@regionsjaelland.dk og tlf.nr. 30557519, eller Ledende Chefjordemoder Signe Gaub Østerskovgaard via mail sigos@regionsjaelland.dk og tlf.nr 29169328.
Du bedes uploade din motiverede ansøgning og cv på nedenstående link.
Ansøgningsfrist: 1. november 2023
Ansættelsessamtaler
Rekrutteringsprocessen vil bestå af to samtaler.
Første samtale forventes afholdt 7. november 2023
Anden samtale forventes afholdt 23. november 2023. OBS! Ændret til d. 22. november 2023.
På Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse sætter vi en ære i at samarbejde på tværs af afdelinger, sygehuse, kommuner og praktiserende læger, fordi det gavner vores patienter. Derfor hedder vores strategi også "Sammen er vi bedst".
Vi har stor tillid til vores medarbejdere og tror på, at åbenhed og frihed skaber udvikling og nytænkning i dagligdagen, så der bliver kortere vej fra ord til handling.
Vi arbejder aktivt med bæredygtighed på flere planer. Både hvad angår miljø, men også omkring vores behandlingsforløb og arbejdsgange. Og kan vi gøre tingene smartere, gør vi det.
Vi lægger stor vægt på, at vores medarbejdere trives. Derfor har vi fokus på såvel tryghed og udviklingsmuligheder, balance mellem arbejde og fritid og en veltilrettelagt onboarding.
Alt det mener vi, er med til at skabe arbejdsglæde hos medarbejderne. En arbejdsglæde, der også er med til at skabe tryghed og tilfredshed hos dem, vi er her for - nemlig patienterne.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 01-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5907330