Slagelse Kommune er med i konkurrencen “mere vild natur”, som miljøminister Lea Wermelin har lanceret i starten af 2021. Formålet med konkurrencen er at få en rigere og vildere natur, som både er til gavn for mennesker, dyr og planter.
I Slagelse Kommune har de valgt at fokusere på mere vild natur blandt andet gennem biodiversitetsbede. Kommunen har etableret 14 forskellige biodiversitetsbede til gavn for naturen. Bedene udgør i alt 11.500 m2.
“Borgere, erhvervsliv og kommunen skal stå sammen om at give naturen en hjælpende hånd, så fremtidige generationer også kan få lov at opleve syngende fugle i træerne, flyvende insekter i haverne og kvækkende frøer ved søerne. Vi skal have mange flere – rigtig mange flere - sommerfugle, bier og svirrefluer mv,” siger borgmester John Dyrby Paulsen.
Der er endnu ingen vækst i bedene, så lige nu står de som bare jordbede, men når det begynder at gro henover sommeren, vil vilde blomster og højt græs pryde bedene over hele kommunen.
Du kan blandt andet nyde Smedegadeanlægget på Holmstrupvej, midterrabatterne på Søndre RInggade, byparken i Korsør, Birkemoseanlægget, Lovsøanlægget ved Kjærsvej og på materielgården. Du kan også finde de nye bede ved det grønne område i Skælskør ved Nordtoften, ved Planttagevej og ved Nordvejen.
Kommunen har også sået diversitetsbedene i flere rundkørsler kommunen over.