Mandag aften modtog politiet en anmeldelse om to mænd, der luskerede omkring en varebil på Nødbrøndsvej uden for Sorø. De to mænd blev overrasket af et vidne og forsvandt hurtigt fra stedet i bil. Der blev ikke umiddelbart stjålet noget fra varebilen.
Politiet formåede at standse bilen med de mistænkte på Vestmotorvejen lidt senere. I bilen befandt sig fire personer, hvoraf to mænd på henholdsvis 36 og 40 år blev anholdt klokken 18.10. De blev sigtet for forsøg på tyveri.
De anholdte mænd blev derefter afhørt på politistationen i Slagelse, men blev løsladt igen senere på aftenen.