Onsdag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse om, at en mand i Korsør var blevet truet af en bekendt. Truslerne opstod efter en uenighed om en kæreste, og den bekendte havde vist et billede af en pistol, han var i besiddelse af.
Flere politipatruljer rykkede ud til en adresse i Korsør, hvor de traf en 34-årig mand. Manden blev anholdt klokken 16.20 og sigtet for trusler. Ved ransagningen af hans bopæl fandt betjentene en hardballpistol samt flere lovlige luftvåben med tilhørende ammunition og en peberspray.
Den 34-årige mand blev også sigtet for overtrædelse af våbenloven. Luftgeværerne og -pistolerne blev taget i bevaring, mens sagen efterforskes. Den sigtede blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev afhørt og løsladt igen klokken 18.20.