En 35-årig mand uden fast bopæl lavede en del uro fredag eftermiddag på Sorøvej i Slagelse, hvor han gik råbende og skrigende rundt i et par supermarkeder, mens han gestikulerede og virkede truende på folk omkring sig.
Derfor blev politiet tilkaldt, og den 35-årige blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen og bedt om at gå hjem. Det gjorde han, men lørdag formiddag var den gal igen.
Denne gang havde han været meget beruset og opført sig temmelig uanstændigt i en bus. Så et par betjente kørte ud og fik fat i ham. Han blev igen sigtet efter ordensbekendtgørelsen og anholdt. Politiet tog ham med til detentionen i Næstved, hvor han kunne hvile ud et par timer, inden han blev lukket ud klokken 16.50.