Kunne du tænke dig at være en del af et professionelt arbejdsfællesskab, der brænder for at levere de bedste økonomiske analyser og rådgivning til vores ledelseskollegaer, direktion og bestyrelse? Så er det dig, vi søger.
Vi søger en dygtig og selvstændig medarbejder til vores økonomiteam, der kan bidrage til både den strategiske udvikling og den daglige drift. Du vil få en central rolle i vores ledelsesbetjening. I afdelingen og på tværs af Absalon er der højt engagement og højt til loftet.
Du bliver en del af en økonomiafdeling, som sammen med organisationen intenst arbejder på at forenkle og effektivisere procedurer og forretningsgange – målet er gennemsigtighed og tydelig ansvarsfordeling.
På Professionshøjskolen Absalon uddanner vi til samfundsbærende jobs, såsom lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere, og bidrager til Region Sjællands vækst og velfærd gennem udbud af gode og relevante uddannelsesmuligheder. Det gør vi i Økonomiafdelingen hver dag ved at understøtte fællesfunktionerne og vores 7 centre, som tilsammen indeholder 11 forskellige professionsbacheloruddannelser. Der er netop indgået politisk aftale ”Reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelser i Danmark”, hvor regeringen og aftaleparter investerer knap 2 mia. kr. med henblik på kvalitetsløft af uddannelserne. Vi går derfor en spændende tid i møde på tværs af uddannelser og fællesfunktioner.
Din profil
Du skal være økonomisk fagligt stærk og bidrage med et analytisk blik på tværs af Absalons forretningsområder. Derudover er det væsentligt, at du kan se dig selv i følgende:
Trives i samarbejdet med ledelse og kolleger
Du er nysgerrig, løsningsorienteret og kommunikerer klart og tillidsfuldt med dine omgivelser. Du er god til at tolke og lytte dig frem til budskabet og stiller gerne uddybende spørgsmål.
Du trives i en rolle, hvor udviklingsopgaver og uforudsigelighed fylder lige så meget som den faste drift.
Derudover har du erfaring med økonomistyring, budgetprocesser og analysearbejde, gerne fra en offentlig virksomhed.
Du har gode samarbejdsevner, men trives også i fordybelse.
Du mestrer at kunne fordybe dig i datagrundlagets herligheder og illustrere tendenser for modtagerne, der interesserer sig for resultaterne mere end de konkrete underliggende data. Du har overblik og er i stand til at se de store sammenhænge ud fra en struktureret tilgang. I de perioder hvor deadlines er korte, kan du mestre at jonglere mellem opgaver.
Det vil være en fordel, hvis du kender til Navision Stat, Statens Budget System, LDV (Det fællesstatslige lokale datavarehus) og PowerBI, ellers sørger vi for oplæring.
Derudover forventer vi, at du:
- har en relevant videregående uddannelse inden for økonomi, fx cand.merc, cand.polit, cand.oecon eller tilsvarende.
Dine arbejdsopgaver
Opgaverne vil være varierede, men de vil blandt andet udgøre nedenstående:
Udarbejde økonomiske analyser og beslutningsgrundlag. Du skal kunne gennemføre økonomiske datadrevne analyser, der understøtter direktions- og bestyrelsens beslutninger, og formidle resultaterne klart og præcist både skriftligt og mundtligt. Arbejdet vil være i tæt samarbejde med ledelsen.
At løse opgaver fleksibelt på tværs af økonomifunktionen. Du vil få økonomiopgaver, der ikke falder naturligt ind under andre funktioner.
Afhængig af din profil , vil du få ansvar for et budgetområde, hvor der vil være tilknyttet klassiske controller opgaver med budgettering og controlling. Det kan også være en mere konsoliderende rolle, hvor du i budgetprocessen får ansvar for at samle og strukturere materiale på tværs af forretningsområder i forbindelse med budgetlægning og -opfølgninger med direktion og bestyrelse som målgruppe. Vi udvikler løbende på vores budgetmodeller, hvor en rolle heri også kan blive aktuel.
Dine kolleger
I økonomiafdelingen er vi 26 kolleger bestående af et budget- og regnskabsteam med en budget- og regnskabschef, der har reference til økonomichefen.
Du vil blive ansat med direkte reference til økonomichefen sammen med tre andre kolleger.
Vi har et uformelt arbejdsmiljø med god omgangstone, faglig sparring og omsorg for hinanden. Som kolleger er vi dygtige, søde og sjove og ud over at være hårdtarbejdende, finder vi også tid til at være sociale sammen.
Du får arbejdsplads på Campus Slagelse, helt tæt på stationen. Her arbejder vi i flotte rammer med smuk udsigt ud over byen. Vi tilbyder lækker kantine, motionsrum, en aktiv personaleforening og mulighed for hjemmearbejde.
Sådan ansøger du
- Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.
- Stillingen er på fuld tid og vi vil gerne have at du begynder senest den 1. august 2025 eller snarest muligt.
- Hvis du har nogle spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Chef for Økonomi, Vibeke Overgaard Larsen, der kan træffes på mobil 7248 2123 eller på mail viol@pha.dk.
- Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her (https://phabsalon.dk/job-i-absalon/ledige-stillinger) eller ved at klikke på ”Søg stillingen” til højre på denne side senest den 28. maj 2025.
- Vi forventer at holde 1. og 2. samtaler i uge 23 og 24, men vil også indkalde løbende.
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 13 uddannelser uddanner samfundets professionelle til både erhvervslivet og den offentlige sektor. Vi er fordelt på i alt syv campus.
Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god, fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads.
Vi er 800 medarbejdere, vi har 9.000 studerende på vores grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Professionshøjskolen Absalon, Campus Slagelse, Sdr.Stationsvej, 4200 Kalundborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 28-05-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/1f6229af-a772-4db9-834c-b9f2e816d334