Kim Fupz Aakesons Vitello-bøger er nogle af landets mest populære børnebøger. Bøgerne bruges flittigt i de første klasser i Folkeskolen - ligesom de er rigtig populære børnebøger på biblioteket og som højtlæsning hjemme.
Nu er de populære børnebøger samlet i en sjov musikforestilling for hele familien, som kan opleves på Slagelse Teater søndag 30. januar kl. 15.00, hvor Vestsjællands Teaterkreds inviterer både store og små indenfor til en hyggelig eftermiddag.
Vitello hedder Vitello, fordi Mor har boet i Italien i to måneder, dengang hun var meget ung og vist også meget smuk. Men nu bor Mor i Danmark i et rækkehus ved siden af ringvejen, hvor der kører mange biler.
I teaterforestillingen ’Vitello’ leder Vitello efter en far, han kan vise frem til sine irriterende venner, tvillingerne Max og Hasse og møgungen William. I sin søgen får han både en klam kæreste, møder en tunghør pølsemand og Gud. Og er det i orden at have en papfar med en rød sportsvogn, når ens rigtige far er en superengel?
Kedeligt bliver det aldrig
Man kan sige meget om Vitello, men kedeligt bliver det aldrig. Vitello er nemlig ikke ret god til at kede sig, så han skal nok finde på noget - enten sammen med de irriterende tvillinger Max og Hasse eller sammen med møgungen William eller også bare sammen med sig selv.
Hele otte Vitello-bøger i én forestilling
Vitello er en sjov musikforestilling for hele familien med iørefaldende sange og skøre replikker. Der findes 14 bøger om krudtuglen Vitello. Otte af disse er med i teaterforestillingen.
Billetter
Vitello kan opleves på Slagelse Teater søndag 30. januar 2022 kl. 15.00. Billetter kan købes på teaterkreds.dk eller via Teaterkontoret. Billetter kan også købes på teatret fra en time før forestillingen.
Fra forestillingen 'Vitello' (Foto: Mike Reuter)