<br>Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har torsdag anholdt to 15-årige og en 16-årig dreng, og yderligere en 14-årig dreng er blevet tilbageholdt. De sættes i forbindelse med i alt 14 tilfælde af brandstiftelse, som har fundet sted i Slagelse by i dagene fra den 2. marts til 6. marts, og er blevet sigtet i de pågældende sager.<br><br>
I forvejen har en 14-årig dreng været afhørt og sigtet i sagerne, og nu forestår grundige afhøringer af de øvrige anholdte. Det er en kombination af vidneforklaringer og politiets efterforskning, der nu har ført frem til anholdelserne.
De anholdte er fra lokalområdet.
Politikommissær Kim Brønnum, der er leder af lokal efterforskning i Slagelse, siger: - Jeg er godt tilfreds med, at det nu er lykkedes at sigte de formodede gerningsmænd til en række påsatte brande. Der er tale om en kriminalitetstype, der i sagens natur skaber stor utryghed for borgerne i lokalområdet, så derfor har sagerne naturligvis haft høj prioritet.
Politiet kan ikke udelukke, at flere personer bliver sigtet i sagerne.
Kontakt: Politikommissær Kim Brønnum, tlf. 2055 5831.