Politiet standsede en bil på Holbækvej i Slagelse under en rutinekontrol, hvor føreren, en 19-årig mand fra Korsør, forsøgte at stikke af. Den unge mand blev anholdt klokken 16.50 og viste tegn på at være påvirket af stoffer.
Under ransagningen af bilen fandt politiet en kniv, 6,1 gram hash samt flere små poser med i alt 6,1 gram kokain, gemt i en særligt tilvirket deodorantflaske. Den 19-årige blev sigtet for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden, ikke at rette sig efter politiets anvisninger, overtrædelse af knivloven og lov om euforiserende stoffer.
Efter at være blevet afhørt på politistationen i Slagelse blev den 19-årige mand løsladt igen klokken 22.30.