BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Veterancenterets Familieenhed søger en barselsvikar for en af vores specialiseret børne- & ungerådgivere. Er det dig? og ønsker du at gøre en forskel for børn og familier til Forsvarets veteraner og tjenestegørende soldater. Vi forventer, at du har en grunduddannelse som enten psykolog, socialrådgiver eller pædagog med relevant erfaring og efteruddannelse på børne- & ungeområdet.
Om os
Veterancentret er forankret i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og har i alt 140 medarbejdere fordelt på 3 afdelinger og en stab. Familieenheden hører under Rådgivnings- & Rehabiliteringsafdelingen, der løfter Veterancentrets socialfaglige opgaver. Ud over Familieenheden har vi i Rådgivnings- og Rehabiliteringsafdelingen også en Socialrådgiversektion, en Beskæftigelsesrådgiversektion og en Opsøgende rådgiversektion. Vi indgår alle i et tæt tværfagligt samarbejde, herunder også med Militærpsykologisk Afdeling.
Familieenheden er et af de seneste indsatsområder i Veterancentret. Vi skal sikre, at veteranens børn & unge og ægtefælle får den nødvendige faglige støtte og hjælp til de udfordringer, der kan være ved at leve med følgevirkninger efter udsendelse. Ligeledes er det vores opgave at støtte tjenestegørende soldaters børn og unge, før under og efter forældrenes internationale missioner, hvis de udviser tegn på mistrivsel. Vi arbejder endvidere på at sikre smidige overgange mellem forskellige offentlige systemer således, at børn, unge og ægtefæller bliver støttet i at få den rette hjælp.
Du vil blive ansat som specialiseret børne- & ungerådgiver og stillingen er placeret på Antvorskov Kaserne, hvor du sammen med din nærmeste kollega vil dække opgaver inden for Region Sjælland. Du vil indgå i et samarbejde med 9 andre kolleger i Familieenheden, der er fordelt i Aalborg, Holstebro, Fredericia, Høvelte, Slagelse og Ringsted. Din nærmeste leder er placeret i Ringsted, men er ofte ude i landet hos rådgiverne.
Om stillingen
Hos os vil du opleve stor frihed til at tilrettelægge dit eget arbejde. Du vil ikke i samme grad være underlagt administrative deadlines og have traditionelle myndighedsopgaver, som man eksempelvis kender fra kommunale forvaltninger. Du har både kontakt til veteranfamilier, hvor en forælder er ramt af efterreaktioner af udsendelse, og aktive, tjenestegørende soldater, hvor en forælder skal udsendes på international mission, og tematikkerne for din rådgivning spænder derfor bredt. Du skal løse opgaver med rådgivning og vejledning, støttende samtaleforløb, børnesamtaler, psykoedukation og familiesamtaler.
Det vil endvidere være en vigtig arbejdsopgave at formidle viden om børn og unge, så professionelle og frivillige, som er i kontakt med veteraners familier, får en øget forståelse for denne gruppes situation og behov.
Du skal forvente nogen indenrigs rejseaktivitet, ligesom der kan forekomme aften- og weekendarbejde i begrænset omfang. Overarbejde afspadseres en-til-en. Det er et krav, at du har kørekort til personbil, da du kommer til at benytte Forsvarets tjenestebiler.
Om dig
Du er uddannet psykolog, socialrådgiver eller pædagog og har erfaring inden for børn- og ungeområdet. Vi forestiller os, at din erfaring kan stamme fra kommuner, dag eller døgnbehandlingstilbud, Familieretshuse eller Børne- og ungdomspsykiatri, hvor du har været vant til at arbejde tværfagligt og ser styrken i at samarbejde på tværs af faggrupper. Vi forestiller os derudover, at du arbejder ud fra en systemisk/narrativ tilgang.
Du har en solid faglig viden om børn og unge, udviklingspsykologi, ligesom du har kendskab til børns udvikling og udfordringer, når de vokser op i familier med psykiske belastninger. Viden om traumer og PTSD er en fordel. Du er psykisk robust, så du er i stand til at beskæftige dig med mennesker i udsatte positioner.
Du er optimistisk anlagt og har gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner. Du har en opsøgende tilgang over for samarbejdspartnere og mod på at undervise og holde oplæg for eller sammen med disse.
Som person er du nysgerrig, iderig og går til dine opgaver med selvstændighed og en positiv tilgang. Du er god til at søge og give sparring i dit kollegaskab, så opgaveløsningen bliver grundig og helhedsorienteret. Du trives i en hverdag, hvor tingene går stærkt og opgaverne er mangeartede og har mod på at videreudvikle Familieenheden i samarbejde med dine kolleger og nærmeste leder.
Du er parat til at indgå i et tæt makkerskab med din kommende kollega i Familieenheden, da flere opgaver kræver fælles samtaler og møder med familierne. En interesse for at dele faglige opgaver og give og modtage sparring er ligeledes en forudsætning.
Ansættelsesvilkår
Afhængig af din baggrund vil du enten blive ansat og aflønnet efter gældende overenskomst for ansatte i staten eller på individuel kontrakt. Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Dertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Barselsvikariatet er en 37 timers tidsbegrænset fuldtidsstilling til besættelse den 1. april 2024. Du får fast tjenestested på Antvorskov Kaserne i Slagelse.
Som ansat i Forsvarsministeriets organisation, er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte socialrådgiver og specialiseret børne- & ungerådgiver Anita Kristensen på 7216 3315, eller leder af Familieenheden Marc Krabbe-Sørensen på 7216 3370.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte HR-konsulent Birgit Jepsen, Forsvarsministeriets Personalestyrelse, på telefon 7281 9183.
Ansøgningsfristen er den 18. februar 2024, og vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler den 26. februar 2024. Stillingen ønskes besat den 1. april 2024.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte både din ansøgning, CV og kopi af dit uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
Du kan læse mere om Veterancentrets arbejde på vores hjemmeside http://veteran.forsvaret.dk.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM VETERANCENTRET
Veterancentret er forankret i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og står for en systematisk indsats rettet mod alle veteraner og pårørende før, under og efter udsendelse.
Ud over de proaktive indsatser kan alle veteraner og pårørende få støtte fra psykologer og socialrådgivere, hvis behovet er relateret til udsendelse. Vi koordinerer indsatser med interne og eksterne aktører på området. Opgaverne omfatter bl.a. produktion og formidling af viden om veteraner og deres forhold, socialområdet, rehabiliteringsområdet, det militærpsykologiske område, klinisk behandling og koordination af veteranområdets initiativer.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Antvorskov Kaserne, Charlottedal Alle , 4200 Slagelse
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5973953