BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Stab for Forskning og Udvikling understøtter Professionshøjskolen Absalons faglige miljøer i at udvikle vores forskning. Vi søger en erfaren specialkonsulent til en fast stilling på 33 timer per uge med en kombination af pre-award forskerstøtte (fundraising) og administrativ proces- og ledelsesunderstøttelse. Din stilling er knyttet til en mindre stabsfunktion, der i tæt samarbejde med fagmiljøer og fællesfunktioner, dækker opgaver inden for udvikling, funding og kvalitetssikring af Absalons forsknings- og udviklingsaktiviteter. Stillingen har en høj grad af selvstændig opgavevaretagelse og fleksibilitet med en bred samarbejdsflade til ledelsen samt forskere, forskningsstøttenetværk mv. både internt og eksternt. Du vil løbende indgå i flere og forskelligartede opgavefællesskaber af både midlertidig og mere permanent karakter, og du trives derfor i en udadgående rolle med skiftende samarbejdsrelationer.
På Absalon forsker vi med fokus på de store velfærdsudfordringer og bidrager til bedre løsninger i professionernes praksis og for det enkelte menneske. Absalon fik med den samlede professionshøjskolesektor forskningsforpligtelse i 2013, og vores forskningsmiljøer har været og er i rivende udvikling. Du har derfor gode muligheder for at være med til at præge både organisationens udvikling og dine egne arbejdsopgaver.
Din profil
Vi søger dig, der er relationelt stærk, arbejder systematisk og har bred erfaring i at understøtte processer og konkret ansøgningsarbejde. Du har et godt kendskab til forsknings- og uddannelsesinstitutioner, og du er vant til at tænke i koblingen af udviklingsbehov i praksis, forskningsinteresser og bevillingsgivers fokus.
Du kan sikre de gode processer og understøttelse af ledelsen.
Du har stærke relations- og proceskompetencer, og dine gode relations- og kommunikationskompetencer forstår du at bringe i spil i samarbejder med projektledere i Absalons fagmiljøer, kolleger i fællesfunktionerne og i din understøttelse af Absalons forskningschef.
Du er formidlingsmæssigt stærk - sprogligt og visuelt.
Du kan bidrage til konkret projektudvikling og sikre, at vores ansøgninger om ekstern forskningsfinansiering står skarpt – både i indhold og form.
Du trives med en varieret opgaveportefølje og mange arbejdsrelationer.
Du kan lide skiftet mellem at sætte dig ind i nye fagområder den ene dag og håndtere proces og konkret planlægning af møderækker i en ny arbejdsgruppe den næste dag. Du kan bevare overblikket over mange aktiviteter og kan prioritere disse selvstændigt. Du formår løbende at skabe gode og produktive samarbejdsrelationer med mange forskellige aktører internt og eksternt.
Derudover forventer vi os, at du har:
- bred erfaring med fundraising og projektudvikling og god indsigt i fondslandskabet
- stærke formidlingskompetencer, gerne med flair for visuelle og grafiske komponenter
- en relevant akademisk uddannelse.
Dine arbejdsopgaver
Dine opgaver vil spænde bredt og bl.a. omfatte følgende:
Administrativ understøttelse af forskningsledelsen. En del af din arbejdstid anvendes til direkte ledelsesunderstøttende opgaver, hvor du koordinerer og understøtter processer koblet til udvikling og drift af Absalons forskningsopgaver på tværs af fagmiljøer og fællesfunktioner, herunder understøtter du forskningschefen administrativt.
Understøtte projektudvikling i samarbejde mellem Absalons fagmiljøer. Den anden del af din arbejdstid bruges i samarbejde med forskere og projektledere i fagmiljøerne på Absalon. Din rolle er bl.a. procesmæssig og administrativ understøttelse af udvikling og ansøgning af forsknings- og udviklingsprojekter internt på Absalon og med eksterne parter.
Direkte ansøgningsunderstøttelse. I samarbejde med de øvrige konsulenter i Stab for Forskning og Udvikling står du for konkret ansøgningsunderstøttelse, herunder rådgivning af projektledere samt skrive-, kommenterings- og layout-opgaver. Du skal sammen med dine kolleger i Stab for Forskning og Udvikling, samt forskere og ledere, understøtte Absalons samarbejde med fonde, andre bevillingsgivere og eksterne partnere.
Dine kolleger
Dine opgaver er forankret i en mindre stabsfunktion på Absalons Campus Slagelse. Vi har en høj grad af fleksibilitet ift. at arbejde hjemmefra og fra Absalons øvrige campusser i det omfang, det passer med opgaveløsningen. Du skal påregne mødeaktivitet på alle Absalons campusser og hos eksterne samarbejdspartnere. Stab for Forskning og Udvikling består ud over dig af fire konsulenter, der arbejder med både fundraising og administrativ understøttelse og udvikling af forskningsorganisationen på Absalon. Desuden er der tilknyttet tre konsulenter, der arbejder med forretningsudvikling af Absalons efter- og videreuddannelse.
Du kommer til at samarbejde tæt med forskningschefen, dine kolleger i staben og med kolleger fra andre afdelinger og fagmiljøer. Din dagligdag består derfor af en bred og skiftende vifte af arbejdsfællesskaber vekslende med selvstændigt arbejde, der stiller krav til din evne til at håndtere forskelligartede kontekster og skabe frugtbare arbejdsrelationer til mange. Du får en høj grad af selvstændigt ansvar for udførelsen af de konkrete arbejdsopgaver. Vores arbejdsmiljø er præget af en uhøjtidelig stemning, hvor vi lægger vægt på en god omgangstone, faglig sparring og fleksibilitet – også ift. at sikre balancen mellem arbejds- og familieliv. På Campus Slagelse arbejder vi i nyopførte rammer med lækker kantine og nyt motionsrum, og du kan tage toget lige til døren.
Sådan ansøger du
- Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.
- Stillingen er på 33 timer/uge med ansættelse snarest muligt.
- Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte forskningschef Kathrine Krageskov Eriksen på telefon 7248 2646
- Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her (https://phabsalon.dk/job-i-absalon/ledige-stillinger)eller ved at klikke på ”Søg stillingen” til højre på denne side senest den 2. januar 2024
- Vi forventer at afholde ansættelsessamtale den 4. januar 2024.
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 13 uddannelser uddanner samfundets professionelle til både erhvervslivet og den offentlige sektor. Vi er fordelt på i alt syv campus.
Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god, fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads.
Vi er 800 medarbejdere, vi har 9.000 studerende på vores grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Professionshøjskolen Absalon, Campus Slagelse, Sdr.Stationsvej, 4200 Slagelse
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 02-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5959554