Stukket i låret – mand varetægtsfængslet

dato

I tirsdags klokken 16.30 fik politiet en anmeldelse om, at en mand var blevet stukket i låret. Det var sket på Halsskovvej i Korsør, hvor en 45-årig mand fra lokalområdet var blevet ramt efter en uoverensstemmelse med en anden mand. Den 45-årige blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset i Slagelse, og på baggrund af vidneforklaringer havde politiet en formodning om gerningsmandens identitet og opfordrede ham til selv at henvende sig til politiet. Den mistænkte er nu blevet anholdt og sigtet for kvalificeret vold. Det drejer sig om en 18-årig mand fra Korsør. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet til 19. juli.

Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi