Slagelse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
SLAGELSE: Stjal spiritus i Aldi
Medarbejderne i Aldi på Ndr. Ringgade i Slagelse tilbageholdt torsdag klokken 9.27 to mænd på henholdsvis 24 og 35 år, som havde stjålet nogle påskebryg og et par flasker spiritus fra butikken. Da politiet ankom til stedet, blev de to mænd sigtet for butikstyveri.
SLAGELSE: 15-årige stjal Red Bull
Politiet blev torsdag klokken 14.08 kaldt til Vestsjællandscenteret i Slagelse, hvor centervagterne havde tilbageholdt to drenge. De to drenge, der er 15 år gamle, havde været i Kvickly, her havde de hver stjålet en Red Bull, som de havde skjult under trøjen, hvorefter de gik gennem kassen uden at betale for dem. Begge 15-årige blev sigtet for butikstyveri, og både deres forældre og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.
NÆSTVED: Tørt vejr og forhøjet tørkeindeks
I gårsdagens døgnrapport nævnte vi, at man skulle være ekstra påpasselig med åben ild i naturen, for lige i øjeblikket er der et forhøjet tørkeindeks, og der skal ikke nødvendigvis så meget til, før der kan opstå en brand i tørre buskadser og ukrudt. Det fremgik også af flere medier. En ukrudtsbrænder kan derfor også være risikabel at anvende. Det måtte en 50-årig mand fra Fuglebjerg sande, da han torsdag eftermiddag arbejdede med en ukrudtsbrænder ved en virksomhed i Holsted Park i Næstved. Varmen påvirkede noget træbeklædning, som brød i brand. Brandvæsenet fik hurtigt kontrol med ilden, som blev slukket, uden at der skete store skader. Den 50-årige blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Du kan læse mere om brandfare og anvendelse af ukrudtsbrændere på Beredskabsstyrelsens hjemmeside.
KORSØR: Otte står til et klip
I går eftermiddags havde politiets færdselsbetjente en kontrol på Motalavej i Korsør. Det foregik mellem klokken 17.33 og 18.49, og i denne periode var der 17 køretøjer, som blev kontrolleret. Hastighedsgrænsen er her 50 km/t, men hele otte blev målt til at køre så meget for hurtigt, at de står til et klip i kørekortet. Den bilist, der havde den tungeste speederfod, blev målt til 82 km/t. Desuden kørte en bilist bil, selv om han var frakendt førerretten, en blev sigtet for at køre i påvirket tilstand, og en blev sigtet for ikke at overholde sin oplysningspligt.
NYKØBING: Fuld gæst på værtshus blev fulgt ud
Torsdag klokken 19.40 blev politiet kaldt til et værtshus i Slotsgade i Nykøbing, hvor en gæst, der tydeligvis ikke var mere tørstig, nægtede at forlade stedet. Det var en 66-årig mand fra byen, som ved politiets hjælp blev fulgt ud fra værtshuset, men han vendte få minutter senere tilbage. Han ville stadig ikke gå hjem, og derfor blev han anholdt klokken 20.05 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Politipatruljen sikrede, at den 66-årige blev kørt hjem til sin bopæl og løsladt klokken 20.19.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Slagelse | Holbergsgade | Værelse | Torsdag kl. 14.30 | Reflektor |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Næstved | Østre Ringvej | Kl. 6.28 – 11.30 | ATK | 1872 | 1 | 50 km/t | 71 km/t | - |
Korsør | Vestmotorvejen | Kl. 9.30 – 13.15 | ATK | 3523 | 204 | 90 km/t | 140 km/t | 12 klip |
Sorø | Vestmotorvejen | Kl. 13.16 – 19.35 | ATK | 10421 | 17 | 130 km/t | 203 km/t | 1 betinget frakendelse |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Korsør | Motalavej | Kl. 17.33 – 18.49 | 17 køretøjer blev kontrolleret og af dem var der 8 som blev målt til at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet, en blev sigtet for at køre i frakendelsestiden, en kørte i narkopåvirket tilstand og en blev sigtet for at overlade sin bil til en der ikke havde kørekort. |
Sorø | Storgade | Kl. 20.45 – 21.30 | En blev sigtet for at køre bil selvom han ikke havde førerret, en blev sigtet for at køre i påvirket tilstand, og en blev sigtet for ikke at overholde sin oplysningspligt. |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Bogø By | Grønsundvej | Kl. 17.15 | 39-årig mand fra Askeby | Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand |
Korsør | Ørnumvej | Kl. 18.32 | 25-årig mand fra Slagelse | Kørsel i påvirket tilstand |
Sorø | Storgade | Kl. 20.56 | 25-årig mand med ukendt adresse | Kørsel i påvirket tilstand |
Vordingborg | Solbakkevej | KL. 12.15 | 63-årig mand fra Vordingborg | Spirituskørsel |