Slagelse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
NÆSTVED: Stak buschauffør en knytnæve
Af en eller anden grund syntes en 50-årig mand fra Næstved, at han ikke behøvede at betale for sin busbillet, da han steg på bussen på Dyssegårdsvej i Næstved i går klokken 11.34. Da chaufføren påtalte det over for den 50-årige, blev han så fortørnet, at han stak chaufføren en knytnæve i ansigtet. Så politiet blev tilkaldt, og selvom den 50-årige var stukket af, så gik der ikke længe, før politipatruljen havde fundet frem til ham. Han blev sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste og efter våbenloven, da betjentene fandt bl.a. en hammer og en saks på ham.
NÆSTVED: Betjente fandt hash
I går klokken 17.37 ransagede politiet en adresse på Østre Ringvej, og her fandt betjentene godt 6 gram hash. En 38-årig mand fra byen blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
GLUMSØ: Fyrede kanonslag af
Nogle beboere i Glumsø havde bemærket nogle høje brag natten til i går, og ved 17-tiden var det galt igen. Derfor tog politiet ud til en adresse i byen, hvor de traf en 32-årig mand, som havde nogle kanonslag og som erkendte, at det var hans. Han blev sigtet efter fyrværkeriloven.
RØDBYHAVN: To sigtet for at forfalske COVID-19-attester
Ved en indrejsekontrol mandag klokken 22.00 tjekkede politiets udlændingekontrolafdeling i Rødbyhavn en udenlandsk varebil, der ankom med færgen. Der var en 40-årig udenlandsk kvinde og en 59-årig udenlandsk mand i bilen, og de fremviste begge en COVID-19-attest, som dog ikke virkede helt fin i kanten, da der var flere oplysninger, der ikke helt stemte. Derfor blev de begge anholdt og sigtet for dokumentfalsk, og det overvejes i øjeblikket, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.
NÆSTVED: Havde joints med i bilen
Mandag klokken 23.00 tjekkede en politipatrulje en bil, der holdt på en p-plads på Skyttemarksvej. Der lugtede af hash fra bilen, og på sædet lå der fire færdigrullede joints, og der blev også fundet yderligere to klumper hash. En 28-årig mand fra Næstved blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
INDBRUD
Politiet har ikke modtaget nogen anmeldelser om indbrud i privat beboelse i det seneste døgn. Det er rigtig glædeligt, men om det er en kombination af hjemmearbejde og snevejr, er ikke til at sige helt præcist. Vi håber, de næste dage bliver lige så begivenhedsløse på indbrudsfronten.
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft to hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Slagelse | Drøsselbjergvej | Mandag klokken 7.47-13.30 | ATK | 141 | 1 | 40 km/t | 52 km/t | - |
Præstø | Rosagervej | Mandag klokken 14.24-19.40 | ATK – bestilt færdselskontrol | 342 | 9 | 50 km/t | 73 km/t | Et klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft en enkelt færdselskontrol:
By | Vej | Tidspunkt | |
Stege | Klintevej, Hjertebjerg | Mandag klokken 9.30-10.35 | Syv køretøjer blev standset og kontrolleret. Fem blev målt til at køre så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet. Den højst tilladte hastighed på stedet er 50 km/t, og den hurtigste blev målt til 78 km/t. En blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen, og der blev afsløret en narkobilist |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Stege | Klintervej, Hjertebjerg | Mandag klokken 10.28 | 24-årig mand fra Stege | Narkokørsel |
Slagelse | Vestmotorvejen | Mandag klokken 15.46 | 25-årig mand fra Aabenraa | Narkokørsel |