Torsdag klokken 15.14 blev politiet kaldt til en dagligvarebutik på Valbygårdsvej i Slagelse, hvor personalet havde tilbageholdt to 15-årige drenge mistænkt for butikstyveri. Drengene havde fyldt en kurv med varer til en værdi af knap 450 kroner og forsøgt at forlade butikken uden at betale.
En medarbejder i butikken standsede drengene, hvorefter den ene af dem åbnede dåser med hundemad og smed dem omkring sig. Som følge heraf blev den ene dreng sigtet for hærværk, mens begge drenge blev sigtet for butikstyveri. De sociale myndigheder er blevet underrettet om sagen.