Mandag morgen modtog politiet en anmeldelse fra betalingsanlægget på Storebælt om en udenlandsk bil, der var kørt igennem uden at betale broafgiften. Føreren af bilen, en 36-årig ukrainsk mand, blev anholdt klokken 6.43.
Der var flere børn med i bilen, og et af dem var ikke spændt fast med sikkerhedsselen. Den 36-årige blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at tilsnige sig adgang samt for overtrædelse af færdselsloven.
Han blev taget med til afhøring på politistationen i Slagelse, hvor han fik en bøde på 4.000 kroner for overtrædelserne. Efterfølgende blev han transporteret retur til Korsør, hvor han betalte broafgiften og et kontrolgebyr. Den 36-årige blev løsladt igen klokken 11.41.