Mandag klokken 22.54 standsede færdselspolitiet en bilist på Grønningen i Slagelse. En hastighedsmåling viste, at bilisten kørte hele 114 km/t på en strækning med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t, hvilket kvalificerer til betegnelsen vanvidskørsel.
Føreren, en 32-årig mand fra Korsør, blev desuden fundet påvirket af stoffer. Han blev derfor sigtet både for at køre for hurtigt og for narkokørsel. På grund af den grove hastighedsovertrædelse blev bilen beslaglagt på stedet.