En politipatrulje forsøgte at stoppe en bil på Korsørvej i Slagelse natten til tirsdag.
Bilisten, en 25-årig mand fra Vestsjælland, valgte dog at accelerere og fortsætte sin kørsel, hvor han kørte over for rødt i flere lyskryds og kørte med høj fart på Vestre Ringgade.
Ved rundkørslen Korsørvej/Landsgravvej mistede han kontrollen over bilen, som endte med at vælte om på taget. Trods uheldet kom manden ikke til skade.
En efterfølgende narkometertest viste tegn på kokain, og manden blev anholdt klokken 1.34.
Han er nu sigtet for narkokørsel, og det forventes, at der vil komme yderligere sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.