Natten til søndag klokken 02.29 modtog politiet en anmeldelse om en mulig påvirket mand i en bil på Trafikcenter Alle i Slagelse. En politipatrulje blev hurtigt sendt til stedet, hvor de fandt bilen. Da betjentene gav tegn til, at bilen skulle standse, satte føreren bilen i fart og kørte væk. Bilen stoppede dog et stykke derfra, hvorefter den mandlige fører forsøgte at stikke af til fods. Jagten blev kort, og manden blev anholdt.
Den anholdte er en 52-årig mand fra lokalområdet, som nu står overfor en række sigtelser. Han er sigtet for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden, kørsel i en uindregistreret og uforsikret bil, samt kørsel med stjålne nummerplader. Derudover er han sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, da betjentene fandt to joints og en klump hash på ham.