Dalmose Idræts- og Kulturcenter markerer 50 år med blikket rettet mod fremtiden

Foto: Dalmose Idræts- og Kulturcenter.
dato

Dalmose Idræts- og Kulturcenter kan i år fejre 50-års jubilæum. Det markeres med en stor fest i oktober, men jubilæet bliver samtidig startskuddet til en ny udvikling, hvor hallen får endnu flere funktioner og tilbud til lokalområdet.

Når Dalmose Idræts- og Kulturcenter inviterer til jubilæumsfest den 24. oktober, bliver det med levende musik, temabar og masser af underholdning. Men fejringen handler ikke kun om at se tilbage på 50 år med sport, fællesskab og arrangementer.

Efter jubilæet tager centret nemlig hul på næste kapitel under navnet Dalmosehallen 5.0.

"Vi ønsker at løfte hallen ind i noget nyt. Vi vil udvikle os og være en aktiv del af det, der sker omkring os," lyder det fra Dalmose Idræts- og Kulturcenter.

Mere end sport og fester

Gennem årene har hallen været samlingspunkt for både idrætsaktiviteter og private arrangementer, og den rolle skal fortsat styrkes.

"Vi plejer at sige, at vi ikke holder hal-fest, men hel fest," fortæller centret.

Ambitionen er at skabe endnu flere oplevelser for både lokale borgere og besøgende. Derfor arbejdes der allerede med en række nye arrangementer, herunder gourmetmarked med råvarer fra Vestsjælland og andre lande, julemarkeder og forårsmarkeder.

Ny café og bistro åbner i august

Et af de største nye tiltag bliver åbningen af Café Time Out den 15. august.

Her bliver café og bistro samlet under ét tag med fokus på dansk og fransk landkøkken. Bag gryderne står et erfarent køkkenteam, og stedet skal være et naturligt samlingspunkt, hvor alle er velkomne.

Derudover planlægges løbende arrangementer, hvor dørene åbnes for hele lokalområdet.

"Vi vil gerne levere kvalitet til en god pris, og samtidig skabe et sted, hvor mennesker kan mødes omkring gode oplevelser," lyder ambitionen.

Med jubilæet og de kommende initiativer markerer Dalmose Idræts- og Kulturcenter, at de næste 50 år allerede er begyndt.

Kilde: Dalmose Idræts- og Kulturcenter
Dalmose Idræts- og Kulturcenter

Stationsvej 53, Dalmose

41 40 21 ..