Eskadronbefalingsmand til Gardehusarregimentets Hesteskadron

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet


Om os

Hesteskadronen er en underafdeling under V Uddannelsesbataljon, der består af to rytterdelinger med værnepligtige samt en kommandodeling bestående af en kommandosektion, en remontesektion, en trompetersektion, en vedligeholdelsessektion og en forsyningssektion. Personellet er overvejende militært ansatte af mange forskellige grader, ligesom eskadronen også rummer enkelte civilt ansatte, lærlinge samt tilknyttede civile konsulenter.

Opgaverne for Hesteskadronen er at stille beredne eskorter og kommandoer til tjeneste for Kongehuset. Vi kan blandt andet ses ved Nytårskuren i København, ved jubilæer, runde fødselsdage og udenlandske statsbesøg, samt ved ambassadørmodtagelser og under sommertogter med Kongeskibet Dannebrog. Desuden deltager Hesteskadronen i ceremonielle opgaver for det øvrige Forsvar. Det værnepligtige personel gennemfører i løbet af deres 12 måneder ved eskadronen Hærens Basisuddannelse.

Eskadronen er kendt som en veldisciplineret enhed, der gennem årene har bevaret sin særlige faglige stolthed og identitet. Der er 75 heste opstaldet på Gardehusarkasernen i Slagelse. Her råder vi også over gode faciliteter samt et stort øvelsesterræn.

Samarbejde og medbestemmelse er en naturlig del af hverdagen, hvor vi har en uformel omgangstone og et højt serviceniveau.

Om stillingen

Som eskadronbefalingsmand er du delingsfører for kommandodelingen. I praksis er delingens forskellige sektioner relativt selvkørende. Sammen med eskadronchefen udgør du eskadronens Command Team. Du bliver derfor en af eskadronchefens nærmeste medarbejdere, hvor du med din egen erfaring, høje faglige viden og ikke mindst gode holdninger bidrager til, at Hesteskadronen kan opretholde en høj kvalitet i opgaveløsningen.

Du får en helt central rolle i ift. holdningsprægning og kompetenceudvikling af befalingsmandskorpset ved eskadronen samt sikring af kvalitet i uddannelsen.

Med udgangspunkt i befalingsmandsstrategien, din brede erfaring, gode lederegenskaber er du en naturlig rådgiver, vejleder og sparringspartner for yngre befalingsmænd.

Du indgår tillige i netværk med bataljonsbefalingsmanden samt regimentsbefalingsmanden og dine øvrige kollegaer på underafdelingsniveau.

Som eskadronbefalingsmand er du ansvarlig for den indre tjeneste, herunder opsyn med tildelte kontorer, indkvarteringsområder, omklædnings-, bade- og toiletfaciliteter. Ligeledes er du ansvarlig for det til Hesteskadronen udleverede materiel fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Endvidere er der en lang række koordinationsopgaver forbundet med vedligeholdelse og fejlmelding af Hesteskadronens faciliteter.

Over for Eskadronchefen er du ansvarlig for planlægning, tilrettelæggelse og rapportering af eskadronens administrative opgaver, samtidig med at du er Hesteskadronens forbindelsesled til Gardehusarregimentets Administrative Element, som er det element der er udførende på administrative opgaver.

Du skal til stadighed kunne redegøre for Hesteskadronens aktuelle personelstyrke. Du er, på baggrund af det daglige befalingsmandsmøde samt rytterdelingernes morgenappel, ansvarlig for at føre kontrol med tilstedeværelsen af alt eskadronens personel. Du er desuden ansvarlig for registrering af arbejdstid for alle fastansatte medarbejdere, herunder opfølgning af månedlige arbejdstidsopgørelser, oversigt over evt. tilgodehavende ferie og frihed samt beregnet status for planlægningsperiodens udløb.

Efter behov skal du løbende være eskadronens øvrige ledelse behjælpelig med al HR, herunder personelplanlægning, stillingsopslag, ansættelses- og fratrædelsesforløb, samt evt. disciplinærsager.

Du er Hesteskadronens vagtbefalingsmand, og som sådan overordnet ansvarlig for planlægning af vagter, herunder stald-, blæse- og kasernevagt, ligesom du indgår i vagttjenesten i f.m. eskadronens eksterne arrangementer.

Du er instruktør i HBU 1001 Basisteori efter koordination med eskadronens næstkommanderende. Du bidrager desuden til Hesteskadronens interne befalingsmandsuddannelse i samarbejde med den øvrige ledelse.

Om dig

Du er seniorsergent eller en erfaren oversergent, der er vurderet egnet til udnævnelse til seniorsergent – ift. bedømmelser, helbred og fysik - således at du kan udnævnes til seniorsergent ved tiltrædelse.

Du forventes at have en solid operativ og uddannelsesmæssig erfaring som f.eks. uddannelsesbefalingsmand, logistikbefalingsmand el. lign.

Du er en stabil og selvstændig person, der formår at belyse og påtage sig dagligdagens forskellige opgaver og sætter en ære i et altid højt fagligt niveau.
Du er god til at samarbejde og indstillet på at gå aktivt forrest i udviklingen af den faglige struktur på kommandokontoret.
Du er arbejdsom og er ikke bange for selv at tage fat, når der er behov for det.

Personligt er du fleksibel og serviceminded, med en ydmyg og diplomatisk tilgang til opgaveløsningen.

Det forventes, at du kan fungere godt i et team på tværs af forskellige civile baggrunde og alle militære grader.

Såfremt du har et grundlæggende kendskab til Gardehusarregimentes Hoftjeneste, vil dette være en fordel, men ingen betingelse.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen kan besættes af en oversergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse inden for en kortere årrække.
I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen eller der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på udnævnelse til seniorsergent efterfølgende. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Slagelse.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte eskadronchef, major C.E. Holm på telefon 7283 5051 eller 2142 4312.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Susan Hadberg ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 75 eller på mail FPS-SHA@MIL.DK.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfristen er den 6. august 2023. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 33/34– 2023 på Gardehusarkasernen. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt der efter.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM GARDEHUSARREGIMENTET
Gardehusarregimentet er et moderne kamptropsregiment med enheder i både Slagelse og Rønne. På Gardehusarkasernen i Slagelse har regimentet I Panserinfanteribataljon, som består af fast personel i stående reaktionsstyrke, og V Uddannelsesbataljon, herunder Gardehusarregimentets Hesteskadron, som primært uddanner værnepligtige. På Almegårds Kaserne i Rønne har III Opklaringsbataljon, som indeholder både stående styrke og en uddannelsesenhed for værnepligtige, hjemme.

Hverdagen ved regimentet er i stor udstrækning styret af uddannelse og forberedelse til indsættelse både internationalt og nationalt samt at yde støtte til både enheder, enkeltpersoner og pårørende. For Gardehusarregimentet er det ligeledes en spændende og udfordrende opgave at eskortere og stille æreskommandoer for Hendes Majestæt Dronningen, når dette ønskes. Den beredne ceremonielle opgave løses primært af Hesteskadronen og dens 75 heste, men også personel ved de tre husarbataljoner har mulighed for at blive indsat i forbindelse i regimentets Hoftjeneste.

Husaren i dag står således over for en række spændende opgaver; både i form af national og international tjeneste, som kræver et højt uddannelsesniveau samt Hoftjeneste, som ligeledes stiller store krav til professionalisme, engagement og grundighed.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Slagelse Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Antvorskov Kaserne, Charlottedal Alle 4, 4200 Slagelse

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 06-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=184648&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5879080

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet