BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du en tålmodig sjæl som kan skynde sig for derefter at vente længe på noget som måske ikke sker? Har du god forståelse for kompagniets indsættelse og bataljonens manøvrer?
Så er finskytte måske noget for dig.....
Om os
Vi kan tilbyde en spændende arbejdsplads med mange varierende opgaver og udfordringer. En professionel arbejdsplads med et godt fællesskab, en uformel omgangstone og plads til individet og dennes udvikling.
Finskyttesektionen er en del af Stabskompagniet ved I Panserinfanteribataljon / Gardehusarregimentet på Husarkasernen i Slagelse. Den består af fire skytter, to observatører, én gruppefører og én sektionsfører, i alt otte mand.
Finskyttesektionen er en højt specialiseret enhed, der kan have meget skiftende arbejdsvilkår, både under uddannelse og indsættelser i rammen af bataljonen.
Finskyttesektionen er præget af selvstændighed og en stor grad af frihed under ansvar. Der stilles krav om, at du er engageret, initiativrig og arbejder selvstændigt ud fra førerens direktiv.
Din nærmeste leder er en oversergent, og sektionen består af meget erfarne folk, der alle har udsendelseserfaring.
Stabskompagniet har været udstationeret flere gange, senest på NFP-1 i Letland og har ligeledes været på mission i både Kosovo, Irak og Afghanistan. Stabskompagniet forventer i 2023 at skulle genopbygge kampkræft og gøre klar til den næste opgave, som forventes at kunne komme allerede i 2025.
Om stillingen
Du vil i din primære funktion virke som skytte, hvilket er første trin i udvikling. En forudsætning for virket som finskytte er dog, at du består finskytteafprøvning, Finskytte forkursus samt finskyttekurset.
Din dagligdag vil være fyldt med våben-, signal-, kortlære-, felt- og skydeuddannelse. Sidstnævnte er i højsæde og sektionens ugentlige skydebanedage er en nødvendighed for at opretholde et meget højt uddannelsesstade på sektionens forskellige våben.
Du kan forvente en vis øvelsesaktivitet i forbindelse med uddannelsen og skal derfor være afklaret med i perioder at være mange dage væk fra hjemmet. Desuden er livet som finskytte præget af en omskiftelig hverdag.
Om dig
Du er som minimum udnævnt konstabel og haft en tilfredsstillende tjeneste.
Du er i god fysisk form og har meget gode enkeltkæmperfærdigheder, samt er en god skytte. Du er ikke farveblind, og dit syn bør være perfekt (6/6).
(Behov for synskorrigerende hjælpemidler kan i visse tilfælde være en ulempe hvorfor du må forvente det bliver taget op i forbindelse med en evt. ansættelsessamtale)
Du skal være indstillet på at deltage i en afprøvningsuge ifm. evt. ansættelse. Ugen er ikke en pres tur, men anvendes til at afprøve dine enkeltkæmperfærdigheder og andre kompetencer. Ugen består af to lange dage efterfulgt af tre dages øvelse.
Ansættelse vil være på baggrund af afprøvningsugen der finder sted i uge 35.
Vi forventer at ansætte dem med de rette kompetencer idet vi har flere ledige stillinger.
Vi lægger vægt på kompetencer som faglighed, kommunikation, selvstændighed og fleksibilitet.
Det vil være en fordel, men ikke et krav at du tidligere har forrettet tjeneste i internationale operationer. Ligeledes er det ønskeligt, at du er stærk inden for mundtlig og skriftlig engelsk, da vi anvender engelsk som det primære sprog, både i planlægningen og i forbindelse med signaltjenesten.
Vi ser gerne at du er villig til at besætte stillingen i sektionen i en årrække.
Du vil forventeligt skulle gennemføre en større mængde efteruddannelse efter ansættelse, særligt finskytte kursus på 8 ugers varighed.
Vi forventer, at du gennemfører manglende uddannelse hurtigst muligt efter tiltrædelsen.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den enhver tid gældende overenskomstaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være Slagelse.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Stabskompagniet, kaptajn Anders Bagger Nieburg på telefon 25 66 48 02 eller på mail GHR-1B-000A@MIL.DK, eller kompagnibefalingsmanden seniorsergent Freddy Hansen på telefon 41 38 52 32 eller på mail GHR-1B-001A@MIL.DK.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Susan Hadberg ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 75 eller på mail FPS-SHA@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfristen er 6. august 2023, men ansættelsessamtaler forventes gennemført løbende eller i umiddelbar forlængelse af fristens udløb.
Stillingen er til besættelse hurtigst muligt, men vi venter gerne på den rette kandidat.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM GARDEHUSARREGIMENTET
Gardehusarregimentet er et moderne kamptropsregiment med enheder i både Slagelse og Rønne. På Gardehusarkasernen i Slagelse har regimentet I Panserinfanteribataljon, som består af fast personel i stående reaktionsstyrke, og V Uddannelsesbataljon, herunder Gardehusarregimentets Hesteskadron, som primært uddanner værnepligtige. På Almegårds Kaserne i Rønne har III Opklaringsbataljon, som indeholder både stående styrke og en uddannelsesenhed for værnepligtige, hjemme.
Hverdagen ved regimentet er i stor udstrækning styret af uddannelse og forberedelse til indsættelse både internationalt og nationalt samt at yde støtte til både enheder, enkeltpersoner og pårørende. For Gardehusarregimentet er det ligeledes en spændende og udfordrende opgave at eskortere og stille æreskommandoer for Hendes Majestæt Dronningen, når dette ønskes. Den beredne ceremoni-elle opgave løses primært af Hesteskadronen og dens 75 heste, men også personel ved de tre husarbataljoner har mulighed for at blive indsat i forbindelse i regimentets Hoftjeneste.
Husaren i dag står således over for en række spændende opgaver; både i form af national og international tjeneste, som kræver et højt uddannelsesniveau samt Hoftjeneste, som ligeledes stiller store krav til professionalisme, engagement og grundighed.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Antvorskov Kaserne, Charlottedal Alle 4, 4200 Slagelse
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=183896&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5853912