Sommeren er sæson for loppemarkeder, og 79 procent af sjællænderne har købt eller solgt brugt det seneste år. Genbrugsekspert fra Slagelse og guider til secondhandsalg anno 2024.
Sommermånederne er højtid for loppemarkeder i Slagelse, og med den secondhandbølge, der er skyllet ind over landet de senere år, er tendensen kun vokset. Sidste år handlede 79 procent af sjællænderne brugt i løbet af året, hvilket kun gjaldt 63 procent i 2017.
– Der er så mange flere, der køber og sælger brugt i dag, at det er blevet helt normalt. Samtidig har det betydet, at kvaliteten generelt er blevet højere, forklarer Trine Dyrlund, der er indehaver af Børneloppen i Slagelse, der faciliterer handel med brugt børnetøj, -sko og -ting.
Genbrug er blevet bedre
Ifølge Genbrugsindekset 2023, som er en kortlægning af danskernes genbrugsvaner på tværs af genbrugsplatforme udgivet af DBA, har 79 procent af sjællænderne købt eller solgt brugt i løbet af 2023. I 2017 gjaldt det kun 63 procent. Den hastige udvikling i danskernes forhold til genbrug mærker man tydeligt hos Børneloppen i Slagelse, der særligt bemærker én ting i udviklingen.
– Ved rigtig meget genbrug i dag kan man faktisk ikke se, at det er brugt. Det betyder jo så, at det er sværere at sælge sine ting, hvis de ikke lever op til standarden eller har mangler, er beskidte eller lignende. Der er væsentligt mere at vælge imellem, og der er både flere sælgere og kunder, siger Trine Dyrlund, som har følgende gode råd til at skabe succes med genbrugssalget, uanset om det er online, på et loppemarked eller i en loppebutik som Børneloppen i Slagelse.
Sådan laver du en god loppestand
- Husk kvaliteten er steget, og hold en standard, du kan stå inde for.
- Smid det plettede og hullede tøj i containeren, hvor selve materialerne også finder vej til genbrug.
- Vask tøjet, tør tingene af, og sørg for, det ser ordentligt ud. Men undgå parfumerede vaske- og rengøringsmidler.
- Sæt en ordentlig pris, og gør det efter, hvad du selv ville give for en tilsvarende brugt vare – ikke hvad du selv har givet.
- Gør det let for dine kunder at skabe overblik, og sæt tingene pænt op.
- Et sidste touch kan være at ordne tingene efter farver, størrelser, varetype eller andet, så køberen fristes af flere ting på én gang.
Børneloppen er en landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn. Læs mere på www.boerneloppen.dk