Slagelse Sygehus modtager 250.000 kr. til ny legeplads for indlagte børn

Oversygeplejerske på Slagelse Sygehus sammen med varehuschefen af Bilka Slagelse.
dato

Bilka Slagelse overraskede onsdag den 18. juni Børne- og Ungeambulatoriet på Slagelse Sygehus med en donation på 250.000 kroner fra Salling Fondene. Nu kan afdelingen realisere drømmen om en ny legeplads, der skal give indlagte børn et tiltrængt frirum fra hverdagen på hospitalet.

Der var stor begejstring blandt personalet på Slagelse Sygehus’ Børne- og Ungeambulatorium, da Bilkas varehuschef Mark Rosenkrantz Stæhr mødte op og afslørede donationen fra Salling Fondene, indstillet af Bilka Slagelse. Afdelingen har længe ønsket sig en legeplads, der kan give børn og unge mulighed for bevægelse og leg under hospitalsopholdet – og nu ser ønsket endelig ud til at gå i opfyldelse.

”Vi har i mange år ønsket os en lille legeplads til de børn, som kommer i vores ambulatorie. Og med det store beløb, som vi har fået overrakt i dag, bliver det nu muligt for os at gå i gang med etableringen,” siger Bettina Lykke Larsen, Oversygeplejerske på Børne- og Ungeambulatoriet ved Slagelse Sygehus. Hun fortæller, at legepladsen vil få flere funktioner:

”Legepladsen skal både bruges som behandlerlegeplads, hvor personalet kan tage børnene med ud og vurdere deres balance og motorik, og som et frirum for børn og forældre, når de er til kontrol på sygehuset.”

Legepladsen vil give børnene et trygt og stimulerende udendørsområde lige uden for ambulatoriet – et sted, hvor de kan lege, bevæge sig og møde andre jævnaldrende under mere uformelle og afslappede rammer.

”Det gør os pavestolte at kunne støtte så meningsfuldt et projekt. Donationen går til et formål, der virkelig gør en forskel for børn og unge under deres hospitalsforløb – og vi er glade for at vi, via vores ejer Salling Fondene, kan give noget tilbage til lokalsamfundet,” siger Mark Rosenkrantz Stæhr, varehuschef i Bilka Slagelse.

Salling Fondene giver tilbage til fællesskabet
Salling Fondene har, som eneejer af Salling Group siden 2017, støttet projekter i hele landet for mere end 2,3 milliarder kroner til kunst og kultur, sport, uddannelse, kirke og andre velgørende formål.

Siden 2020 har Bilkas varehuse indstillet projekter, der gør en forskel for børn og unge i nærområdet. Det har allerede resulteret i støtte til lokale projekter til en samlet værdi på 20 mio. kr. – til alt fra multibaner og legepladser til klubhuse, bålhytter og teaterscener.

Hos Bilka er fokus klart: Børn trives, når de er en del af et godt fællesskab. Derfor indstiller hvert varehus to gange årligt initiativer, der kan skabe lokale samlingssteder for børn og unge eller styrke områdets børnefællesskaber – hvad enten det sker gennem Salling Fondene elle via Bilkas egne donationer til børnefællesskaber, lokale sponsorater eller strategiske samarbejde med Julemærkehjemmene.

Salling Fondene bevilger pengene i tæt samarbejde med Bilka for at sikre, at overskuddet fra koncernen bliver omsat til konkrete, varige forbedringer for børn og unges trivsel og mentale helbred over hele Danmark.

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook