Retten i Næstved satte torsdag eftermiddag punktum i en sag, hvor en nu 64-årig mand fra Slagelse var tiltalt for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse, grooming, forsøg på stalking og overtrædelse af tilhold.
Den 64-årige blev idømt fængsel i to år, og han fik samtidig et forbud mod at besøge, kontakte og bo sammen med mindreårige.
Anklageren, specialanklager Susanne Bluhm fra anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udtalser: - Jeg bemærker med tilfredshed, at retten i Næstved er enig i vores vurdering af de grove overtrædelser, som den 64-årige har begået. Den domfældte er tidligere dømt for voldtægt og stalking mod mindreårige, og her er der tale om en sag, hvor endog meget unge drenge har været udsat for overgreb. Derfor sender dommen et utvetydigt signal om, at det er fuldstændig uacceptabelt at agere på den måde, som vi har set i denne sag.
Han er dømt for fem forskellige forhold:
- For grooming og blufærdighedskrænkelse i månederne frem til juleaften 2023 af en dengang 14-årig dreng
- For grooming af en 14-årig dreng i månederne frem til den 19. august 2023
- For voldtægt, grooming, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af ulovligt materiale med seksuelt indhold af personer under 18 år, og her har den dømte krænket en kun 8-årig dreng
- For overtrædelse af et tilhold mod at kontakte en dengang 16-årig dreng
- For forsøg på stalking af en dengang 16-årig dreng. Forsøgene er udført i perioden fra februar 2023 til august 2024, hvor den dømte blev anholdt.
Den 64-årige har oprettet falske profiler på forskellige sociale medier og her udgav han sig for at være en helt ung mand. Han her systematisk manipuleret med de forurettede drenge og opbygget en slags relation til dem for på den måde at kunne udnytte dem på forskellig vis.
Den 64-årige mand blev anholdt den 20. august 2024, og har været varetægtsfængslet lige siden. Han udbad sig betænkningstid og er fortsat varetægtsfængslet.
Kontakt: Specialanklager Susanne Bluhm, anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, tlf. 5117 2157.