Slagelse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
NÆSTVED: Uden tøj i trafikken
Mandag klokken 12.20 fik politiet en anmeldelse om, at en nøgen mand løb omkring på Vestre Ringvej ved Næstved. En politipatrulje blev sendt afsted, og betjentene fandt frem til manden, der nu var på Slagelsevej. Det var en 31-årig mand fra byen, som virkede psykisk ude af balance, og politiet kørte ham derfor til et tjek på sygehuset.
TAPPERNØJE: Påvirket bilist uden kørekort fik bilen beslaglagt
Politiet standsede mandag klokken 15.30 en 30-årig mand, der kom kørende på Sneserevej ved Tappernøje. Den 30-årige virkede påvirket af stoffer, og han blev derfor sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Han var frakendt førerretten og blev også sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og da der blev fundet et gram hashmix og 0,4 gram amfetamin i midterkonsollen i bilen, blev han også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Ejeren af bilen – en 31-årig kvinde fra Tappernøje – blev sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort, og da det viste sig, at det var tredje gang, den 30-årige blev standset i bilen, blev den beslaglagt med henblik på konfiskation.
SLAGELSE: 40-årig mand var ophidset
Mandag fik politiet et par anmeldelser om en noget ophidset mand, der skabte uro forskellige steder i Slagelse. Klokken 12.28 havde han været i Klostergade, hvor han råbte op, men her lykkedes det ikke politiet at få kontakt med ham. Klokken 13.13 var han nået til Priorgade, hvor han havde været inde i en butik og optrådt truende. Det var en 40-årig mand fra byen, som virkede noget ude af balance, men han forholdt sig roligt, da politiet talte med ham. Sidst på eftermiddagen dukkede den 40-årige imidlertid op igen på en cafe på Nytorv. Her var han både vred og truende, og denne gang blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
SLAGELSE: Uden id og billet
Politiet blev mandag kaldt til banegården i Slagelse, hvor togføreren i et regionaltog havde anmeldt, at en passager hverken havde billet eller legitimation. Det var en 33-årig udenlandsk mand, som fortalte, at han var på vej gennem Danmark til Tyskland og Frankrig. Så langt nåede han imidlertid ikke, for han blev anholdt klokken 18.40, så hans identitet kunne endeligt fastslås. Den 33-årige er fortsat anholdt, og hans forhold skal nu undersøges nærmere af politiets udlændingekontrolafdeling.
TAPPERNØJE: 44-årig står til at miste kørekortet
Færdselspolitiet gennemførte mandag aften en hastighedskontrol på Karlshøj ved Tappernøje. På en strækning, hvor hastighedsbegrænsningen er 70 km/t, blev to trafikanter målt til at køre for hurtigt. Den ene – en 44-årig mand fra lokalområdet – blev målt til at køre 93 km/t, hvilket giver et klip i kørekortet. Han blev standset på Hovedvejen, og da han startede, efter at have talt med politibetjentene, gassede han kraftigt op – og blev målt til at køre 75 km/t i en byzone, hvor man højst må køre 50 km/t. Den 44-årige blev standset og sigtet for endnu en gang at have kørt for hurtigt, og da hastighedsoverskridelsen giver et klip i kørekortet, står den 44-årige nu til at miste kørekortet ubetinget, idet han tidligere var frakendt førerretten betinget.
NYKØBING: Larm ved Nørre Skole
Mandag aften klokken 21.33 fik politiet en anmeldelse om, at der var larm fra området ved Nørre Skole på Thorsensvej i Nykøbing, og der blev fyret kanonslag af. En politipatrulje kørte forbi skolen, og her fik betjentene sig en fornuftig snak med en stribe tilstedeværende personer, som var i alderen 16-21 år – ikke mindst om lydudfoldelse i det offentlige rum. Der blev ikke konstateret nogen uro eller lovovertrædelser.
NØRRE ALSLEV: Stjal adskillige par solbriller
Tirsdag omkring klokken 2.50 blev der smadret en rude til en optikerforretning på Nr. Alslev Langgade, og et vidne, som var blevet vækket af larmen, så en ung mand suse afsted på et løbehjul i retning mod SuperBrugsen. Han havde et stativ med solbriller med sig på løbehjulet. Det viste sig, at der var stjålet i omegnen af 50 par solbriller fra butikken. Politiet opfordrer derfor til at være ekstra påpasselig, hvis der bliver tilbudt billige solbriller i lokalområdet, og hvis der er vidner, der har oplysninger til sagen, hører politiet gerne nærmere. Ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Faxe Ladeplads | Pile Alle | Torsdag klokken 17.00 – mandag klokken 15.23 | Ikke gjort op om der er stjålet noget |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Faxe | Præstøvej | Mandag klokken 21.43-0.30 | ATK – bestilt færdselskontrol | 40 | 9 | 50 km/t | 77 km/t | To klip |
Haslev | Egeparken | Mandag klokken 19.27-19.57 | Laser – bestilt færdselskontrol | - | 0 | - | - | - |
Haslev | Moltkesvej | Mandag klokken 19.16-21.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 75 | 7 | 50 km/t | 69 km/t | Et klip |
Holeby | Nystedvej | Mandag klokken 9.40-12.00 | ATK | 171 | 7 | 70 km/t | 96 km/t | To klip |
Holeby | Torslundevej | Mandag klokken 6.57-8.57 | ATK | 27 | - | - | - | - |
Nakskov | Rødbyvej | Mandag klokken 20.33-23.59 | ATK | 195 | 1 | 50 km/t | 59 km/t | - |
Nakskov | Rødbyvej | Tirsdag midnat – klokken 1.23 | ATK | 36 | - | - | - | - |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Mandag klokken 11.06-17.06 | ATK | 6509 | 331 | 90 km/t | 148 km/t | 29 klip |
Væggerløse | Gedser Landevej | Mandag klokken 10.34-14.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 2019 | 2 | 60 km/t | 80 km/t | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Faxe | - | Mandag klokken 15.30-16.00 | Fem køretøjer blev kontrolleret: En blev sigtet for at køre uden at have spændt sikkerhedsselen og en for at befordre et barn under 15 år uden sele. Det giver et klip i kørekortet |
Haslev | Bråbyvej | Mandag klokken 17.30-18.00 | Bestilt færdselskontrol: Otte bilister blev kontrolleret – ingen sager |
Haslev | Carl J. Ulrichs Vænge | Mandag klokken 17.00-17.30 | Bestilt færdselskontrol: Ingen sager |
Præstø | Hovedvejen | Mandag klokken 20.45-23.05 | En blev målt til at køre 138 km/t, hvor hastighedsbegrænsningen er 80 km/t. Det giver en betinget frakendelse af kørekortet. En blev sigtet for at køre uden lys på påhængsvognen og en for at køre på knallert uden lys |
Tappernøje | Karlshøj | Mandag klokken 18.50-19.33 | To bilister blev standset og sigtet for at køre for hurtigt: De blev målt til henholdsvis 105 og 96 km/t, hvor man højst må køre 70 km/t. Det giver et klip i kørekortet, men den sidst målte gassede op, da han kørte fra stedet og blev mål til endnu en gang at køre for hurtigt. Det gav ham endnu et klip i kørekortet, hvilket udløser en ubetinget frakendelse af kørekortet. En tredje trafikant blev sigtet for fejl og mangler ved køretøjet |
Tappernøje | Korskildevej, Everdrup | Mandag klokken 20.10-20.43 | Bestilt færdselskontrol: Ingen sager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset en enkelt påvirket trafikant:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Tappernøje | Sneserevej | Mandag klokken 15.30 | 30-årig mand fra Tappernøje | Narkokørsel og kørsel uden førerret. Der blev fundet både hashmix og amfetamin i bilen, og føreren blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Ejeren af bilen blev sigte for at overlade den til en person uden kørekort – og bilen blev på grund af gentagelsesvirkningen beslaglagt |