Onsdag aften modtog politiet en anmeldelse om uro på en ejendom lidt uden for Sorø. Flere uvedkommende personer befandt sig på ejendommen, og en 62-årig mand bad dem om at finde et andet sted at opholde sig. I den forbindelse blev manden skubbet omkuld og fik et slag med et bælte. Han blev efterfølgende behandlet for sine knubs af en tilkaldt ambulance.
Klokken 21.25 anholdt politiet en 16-årig fyr fra Sorø samt en 15-årig dreng fra Slagelse. De to unge blev sigtet for vold og afhørt på politistationen. Deres værger og de sociale myndigheder er blevet underrettet om sagen. De sigtede blev løsladt senere på aftenen.